VUC Syd åbner ny afdeling på Jyllandsgade i Sønderborg

jyllandsgadeOnsdag eftermiddag blev VUC Syds nyeste skud på stammen - VUC Erhverv - indviet på Jyllandsgade 30 i Sønderborg. Lokale virksomhedsrepræsentanter og interesserede borgere mødte op for at se de nye lokaler og høre mere om, hvad VUC Erhverv kan tilbyde.
Det nye undervisningstilbud fra VUC Syd er et tilbud målrettet virksomheder, som ønsker at give deres medarbejdere et kompetenceløft inden for en række forskellige fagområder, herunder Forberedende Voksen Undervisning i dansk eller matematik samt specielle fag som kommunikation, it, psykologi, samfundsfag eller formidling. Det kan også være ordblindeundervisning.

I samarbejde med Jobcentret i Sønderborg vil VUC Erhverv også tilbyde fleksible og individuelt tilpassede forløb til unge mellem 18 og 29 år, der modtager kontanthjælp. Forløbet hedder iGo og har til formål at få klarlagt de unges personlige, faglige og almene forudsætninger og give dem redskaberne til at komme videre i uddannelse eller arbejde.

Den nye afdeling på Jyllandsgade tilbyder ud over de virksomhedsrettede forløb også kurser, som er målrettet borgere, herunder iPad kurser, forældrematematik, ordblindeundevisning samt formidling, samarbejde og kommunikation for foreningsfolk.